en-icon.png
uk-flag-bw.png
First image:
13-1942 HERNING BIB MAIN
Overskrift:

Herning Bibliotek: Fra supermarked til kulturelt samlingspunkt

Tekst:

En betonbygning i centrum af Herning fra 1960’erne fik i 2015 RENOVER-prisen og Herning Kommunes Arkitekturpris, dog ikke uden lidt hjælp. GPP var arkitekter på den spændende transformation af bygningen fra et forladt supermarked til hvad der i dag er blevet byens kulturelle samlingspunkt; Herning Bibliotek. Bygningens solide betonkonstruktion blev på bæredygtig vis bevaret og udnyttet i det arkitektoniske udtryk


I dag binder biblioteket både gågaden, busstationen og banegården sammen med en ’indre gade’ i byen, og er blevet hele midtbyens samlingssted. Bygningen summer af liv, kulturelle tiltag og duften af baristakaffe alt imens den er Hernings port til bøger, verdensviden, fordybelse og læring. 

En bylivsgenerator

Den gamle betonbygning var ved sin åbning i 1968 et af tidens mest moderne bud på et supermarked. Det var et Schou-Epa varehus med byens første elevator, bistro, specialvareudvalg og p-dæk på taget. Det at handle blev en oplevelse. Med tiden skabte Herning Centeret i byens udkant stærk konkurrence til butikkerne på gågaden, og omkring 2004 blev supermarkedet lukket og bygningen stod tilbage som et trist syn i midtbyen. Herning Kommunes vision var at skabe et byrum, der kunne noget andet end et storcenter; en bylivsgenerator. Herning hovedbibliotek, som dengang lå i byens periferi, manglede både liv og en renovering. Dette resulterede i ideen om at flytte biblioteket ind til bymidten for at skabe fornyet værdi til begge. 


13-1942 HERNING BIB TRANSFOR_1200x

Et bæredygtigt valg 

Det gamle supermarked var i stærkt forfald, men den bærende betonkonstruktion var i god stand. Hvis hele bygningen skulle rives ned og bygges op igen, ville det have store konsekvenser både økonomisk og i form af klima- og miljøpåvirkninger. Det ville resultere i en meget større mængde byggeaffald, øget ressource- og energiforbrug og en heraf større CO2 udledning. Beton er den foretrukne, men også mest forurenende byggemateriale at producere. Herudover var bygningens arkitektur meget karakteristisk for 1960’ernes modernisme og et af symbolerne på Hernings byudvikling, hvilket alt i alt gjorde elementer af bygningen bevaringsværdig og genanvendelighed en prioritet. Valget faldt derfor på at renovere, og samtidig skabe synergi mellem det nye og gamle igennem en rå Newyorker stil.

 

13-1942 HERNING BIB FØR_EFTER_1200x

Bringer et stykke af New York til Herning

I 2013-2014 gik bygningen dermed fra at være et forladt supermarked til moderne på ny; Herning bibliotek er blevet hele byens dagligstue - med Newyorker stemning. Stilen kommer til udtryk gennem bevaring af de store åbne rum og fremhævning af bygningens markante betonkonstruktioner. Der blev yderligere skabt rå murstensvægge, store vinduespartier samt tydelige installationer under loftet og et kæmpe ovenlysvindue. For at udnytte det naturlige dagslys, blev der skåret flere huller i gulvet mellem stueplan og kælderen. I det største, i bygningens midte, binder en stor multifunktionel trappe de to etager sammen. Dette var med til at sende lyset fra ovenlysvinduet ned til hvad, der i dag er kendt som ’Fordybet’. Supermarkedets gamle varelager i kælderen blev dermed forvandlet til en integreret del af bygningen, hvor 90 % af bibliotekets bøger blev placeret. 


Samlet set var den arkitektoniske vision at skabe et bibliotek med plads til både bøger og mennesket; med alt fra sociale mødepladser til kulturelle tiltag.  


13-1942 HERNIN BIB_newyorker_1200x

Meget mere end bogreoler og bøger

Beslutningen om at flytte biblioteket ind til byen er i dag en kæmpe succes. Biblioteket er blevet meget mere end bare bogreoler og bøger. Det er blevet en central drivkraft for bylivet i Herning centrum, der samler mennesker på tværs af alder og køn. Cafeen danner hyggelige rammer for socialt samvær, ”Bøh-landet” indbyder til leg og bevægelse for byens børn og bygningens store rum har flerfunktionelle kvaliteter. 

13-1942 Herning_bib_citat_1200x

Biblioteket holder litteratur-, videnskab- og filmfestivaller med aktiviteter for både børn og voksne. Der er yderligere foredrag, koncerter, familiefester og fællesspisning samt kunstudstilling og børneteater. Dette er kun eksempler på nogle af de ting, der præger programmet for Herning bibliotek.


For nyligt er der også blevet etableret et ’Makerspace’, hvilket er et mødested for folk interesseret i teknologi og innovation. Biblioteket har stillet forskellige maskiner til rådighed bl.a. 3D printere, symaskiner, vinyl- og laserskærer, robot-teknologi og computere til kodning. Det har skabt et sted, som kobler bibliotek og læring sammen på en helt ny måde.


13-1942 Herning_bib_allealdre_1200x

Opsummering

  • Et supermarked fra 1960’erne blev forvandlet til et moderne bibliotek i Herning centrum.

  • Renoveringen var et bæredygtigt valg for både pengepung og miljøet. Den bærende betonkonstruktion blev bevaret og var endvidere med til at skabe de perfekte rammer for en arkitektur i rå Newyorker stil.

  • I dag er Herning bibliotek blevet et kulturelt samlingspunkt for Hernings beboere. Der er arrangementer for alle aldre og plads til mennesket; hvad enten det handler om ro til at læse en bog eller at have et socialt mødested.

Følg med på vores Instagram @GPPARKITEKTER og se billeder af biblioteket og andre spændende projekter, vi har været del af. Læs mere om RENOVER-prisen 2015 her, hvor bygningen bliver beskrevet som "Danmarks bedste renovering".


13-1942 HERNING_BIB_CAFETRAP_1200x

® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.