Væksthuset er det første realiserede byggeri i forbindelse med helhedsplanen for revitalisering af Gellerup kvarteret i Brabrand. Grunden, hvor den tidligere Nordgårdsskole lå, er nu en bypark og på kanten heraf fremtræder væksthuset som en serie af flere mindre huse, der tilsammen danner en lille landsby. En inspirerende “børneby i voksenbyen” med plads til 190 børn og 110 medarbejdere.
Bebyggelsen indeholder både 4 selvstændige dagtilbud, sundhedspleje og sundhedscenter. Hermed samles områdets kommunale tilbud til 0-6 årige med henblik på at løfte den generelle sundhedstilstand gennem en tidlig indsats i forhold til sundhed, trivsel og udvikling.
Byggeriet er organiseret i fem klynger, der er bundet sammen af "væksthuset". Fire klynger rummer byggeriets fire selvstændige dagtilbud. Det 5. afsnit er disponeret i to etager mod gaden og indeholder sundhedshuset og dagtilbuddets personalefaciliteter.
De fire børnehuse har hver deres identitet, ud fra tesen: ”Mangfoldighed er en styrke!” I mellem de fem bygningsafsnit skaber et uopvarmet væksthus muligheder for både at være inde og ude på samme tid. Rummet er et uformelt, fælles mellemrum, der indbyder til motorisk leg og bevægelse.
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik