en-icon.png
uk-flag-bw.png

/job

GPP arkitekter er en tegnestue bestående af 50 engagerede og dygtige medarbejdere, der igennem gensidig respekt, troværdighed og professionalisme skaber en attraktiv og dynamisk arbejdsplads med en særlig ”GPP ånd”.

 

Vi arbejder i et uformelt miljø, hvor højt humør og faglig sparring er en naturlig del af hverdagen. Vores primære opgaver ligger indenfor en bred vifte af projekter, der spænder fra konceptudvikling til undervisningsbyggeri, sportsfaciliteter, daginstitutioner, sundhedsbyggeri samt bolig- og erhvervsbyggeri mv.

 

Vi er altid på udkig efter kompetente og dedikerede arkitekter og bygningskonstruktører.

 

Brænder du for faget og har du lyst til at være en del af vores team, er du velkommen til at sende en uopfordret ansøgning med CV og relevante referencer til job@gpp.dk.


Vil du være arkitektpraktikant i smilets by i efteråret 2023

GPP søger ambitiøse arkitektstuderende, som har mod på at blive en del af Aarhus’ stærke, faglige arkitektmiljø!


GPP Arkitekter arbejder med en bred vifte af projekter indenfor bl.a. undervisningsbyggeri, boligbyggeri, sportsfaciliteter, daginstitutioner, sundhedsbyggeri samt erhvervsdomiciler. Vi er en mellemstor Aarhus-baseret tegnestue med ca. 50 medarbejdere, som alle arbejder for at skabe god og vedkommende arkitektur.


Som praktikant vil du opleve at blive inddraget i udviklingen af vores mange projekter, i et engageret og socialt kollegialt fællesskab. Du får også mulighed for at arbejde sammen med vores mange forskellige samarbejdspartnere, og derved opbygge et stærkt fagligt netværk i branchen.

Igennem praktikforløbet vil du blive tilknyttet en fast mentor, der har fokus på og ansvar for din faglige udvikling og generelle trivsel på tegnestuen.


Vi tilbyder dig undervejs i dit praktikophold, et internt læringsforløb som vi kalder for ’Arkitekturens Praksis’. Forløbet tager dig og de øvrige praktikanter på tegnestuen omkring 5-6 fagrelevante emner, som nøglepersoner på tegnestuen vil formidle for jer i et fælles forum, og som vil give dig et godt indblik i arkitektfaget og branchen generelt.


Emnerne er bl.a.:

·         DGNB / Bæredygtighed

·         Bygherrerådgivning

·         Projekteringsfaserne

·         Prækvalifikation og hvordan vi får opgaver

·         Designprocessen – om at bevare den røde tråd fra helhed til detalje

·         Brandforhold

·         Dagslysforhold


Du vil naturligt følge dagligdagen på tegnestuen, og kan forvente en 37-timers ”arbejdsuge”, med stor variation i både opgaver og aktiviteter hen over semestrets varighed. Vi kvitterer med en erkendtlighed på 3.000 kr. om mdr. samt fri frokost-, kaffe/the og frugtordning. Da vi opfatter os selv som en social tegnestue, håber vi selvfølgelig også på, at du som praktikant har lyst til at deltage i de forskellige arrangementer, som løbende bliver afholdt. Det kan være alt lige fra studieture til fredagsbarer, sommer/julefrokoster mv.


Tidligere praktikant Mathias siger:

"GPP arkitekter er en lokalt forankret tegnestue med højt til loftet og en flad struk­tur, hvor man arbejder tæt sammen med inspirerende og kreative kolle­gaer og partnere. Der værners om et enormt godt arbejdsmiljø, som gør det til en fornøjelse at møde ind hver eneste dag.

Som praktikant er jeg blevet invol­veret i mange forskellige typer pro­jekter, på lige fod med de øvrige på tegnestuen. Jeg er blevet tildelt stort ansvar, og har derfor ikke blot følt mig som en lille møtrik i et stort ma­skineri - det har udviklet mig meget, og givet mig et særdeles godt indblik i arkitektfaget. GPP arkitekter er absolut et sted, jeg kan se mig selv arbejde, når jeg er færdiguddannet."


Tidligere praktikant Rasmus siger:

"Når man vælger at blive praktikant hos GPP Arkitekter, vælger man at blive en del af en super social og lærerig tegnestue, hvor man får lov at få ansvar og prøve kræfter med lidt af hvert. Man har her sin dagligdag blandt erfarende arkitekter og konstruktører, som man nemt kan benytte sig af til sparring og inspiration. Strukturen på arbejdspladsen er flad og du arbejder og bliver hørt på lige fod med dine kollegaer. Man føler sig tryg og er ikke bange for at stille opklarende spørgsmål. Ligeledes kommer du også med til faglige og sociale arrangementer, som studieture, producentdage og firmafrokoster, hvilket også giver dig gode relationer og netværk, som du kan tage med videre efter praktikperioden. Som praktikant får du lov at arbejde på forskellige projekter og i forskellige faser af designprocessen, og man arbejder altid tæt sammen med en erfaren arkitekt, som man kan læne sig op ad. Jeg har haft en rigtig god praktikperiode hos GPP Arkitekter. Jeg er blevet udfordret og har lært meget om, hvordan livet som arkitekt ser ud. Jeg har nydt mine opgaver og sammenholdet her på tegnestuen og jeg kommer til at savne at rulle ind gennem porten på Grønnegade om morgenen."


Har du lyst til at vide mere om et praktikophold hos GPP Arkitekter - Så send os en ansøgning med kortfattet portfolio til job@gpp.dk


Mailsignatur_01


GPP søger ambitiøse bygningskonstruktørpraktikanter i efteråret 2023

GPP Arkitekter arbejder med en bred vifte af projekter indenfor bl.a. undervisningsbyggeri, boligbyggeri, sportsfaciliteter, daginstitutioner, sundhedsbyggeri samt erhvervsdomiciler. Vi er en mellemstor Aarhus-baseret tegnestue med ca. 50 medarbejdere, som alle arbejder for at skabe god og vedkommende arkitektur.


Som praktikant bliver du en del af projekteringsafdelingen. Her får du mulighed for at være med på projekter i alle projekteringens faser. Du får mulighed for at arbejde selvstændigt med spændende opgaver og samtidig indgå i samarbejde med kollegaer fra både bygningskonstruktør- og arkitektfaget. Du får desuden mulighed for at arbejde sammen med vores mange forskellige samarbejdspartnere, og derved opbygge et stærkt fagligt netværk i branchen.

Igennem praktikforløbet vil du blive tilknyttet en fast mentor, der har fokus på og ansvar for din faglige udvikling og generelle trivsel på tegnestuen. Det er en stor fordel at have flair for Revit og derudover tilbyder vi mulighed for at dykke ned i emner som DGNB, brand og IKT (herunder Solibri, Dynamo, mv.).


Vi tilbyder dig undervejs i dit praktikophold et internt læringsforløb, som vi kalder for ’Arkitekturens Praksis’. Forløbet er for vores praktikanter fra både bygningskonstruktør- og arkitektuddannelsen. Her kommer vi omkring 5-6 fagrelevante emner, som nøglepersoner på tegnestuen vil formidle for jer i et fælles forum, og som vil give dig et godt indblik i arkitektfaget og byggebranchen generelt.


Emnerne er bl.a.:

•   DGNB / Bæredygtighed

•   Bygherrerådgivning

•   Projekteringsfaserne

•   Prækvalifikation og hvordan vi får opgaver

•   Designprocessen – om at bevare den røde tråd fra helhed til detalje

•   Brandforhold

•   Dagslysforhold


Du vil naturligt følge dagligdagen på tegnestuen, og kan forvente en 37-timers ”arbejdsuge”, med stor variation i både opgaver og aktiviteter hen over semestrets varighed. Vi kvitterer med en erkendtlighed samt fri frokost-, kaffe/the og frugtordning. Da vi opfatter os selv som en social tegnestue, håber vi selvfølgelig også på, at du som praktikant har lyst til at deltage i de forskellige arrangementer, som løbende bliver afholdt. Det kan være alt lige fra studieture til fredagsbarer, sommer/julefrokoster mv.


Tidligere praktikant Stine siger:

"GPP Arkitekter tilbød mig præcis det tegnestue-liv, som jeg havde gået og drømt om, undervejs på uddannelsen. Man bliver taget seriøst, og er en del af den daglige projektering fra dag ét, men samtidig med den tryghed, at man altid må stille alle de spørgsmål, man kan komme i tanke om.
Det var først da jeg startede i praktik, at rigtige mange af brikkerne fra undervisningen faldt på plads. Det der med at få det prøvet af i virkeligheden, og se hvordan alting fungerer i praksis, har virkelig givet mig meget. Jeg føler nærmest at jeg udviklede mig, og lærte mere, på de 20 uger end på de 5 skolesemestre som lå forud. Derudover er GPP ikke mindst en fantastisk social arbejdsplads, hvor medarbejderplejen er i højsædet – og det gør rigtig meget at man føler sig værdsat og som en del af holdet, selvom det (måske) kun er for 20 uger.”


Har du lyst til at vide mere om et praktikophold hos GPP Arkitekter - Så send os en ansøgning med kortfattet portfolio til job@gpp.dk



GDPR

Læs mere om hvordan vi håndtere personfølsomme data i forbindelse med rekruttering her

® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.