Sofielund Plejecenter opføres som en minilandsby med fire boenheder formet som klynger i den bæredygtige bydel, Tankefuld. Boenhederne, som rummer 48 demensvenlige boliger, er koblet parvis og forbundet til et fælles aktivitets- og servicecenter. Bebyggelsen er designet med varierende gangforløb, intime gårdrum, en café og fællesskabsorienterede udearealer, der skaber trygge og overskuelige rammer for både beboere og besøgende. Imellem de parvis koblede boenheder etableres stiforbindelser over de indre gårdrum. Derudover er der et stort, fælles aktivitets- og servicecenter, hvor der indgår en række udadvendte faciliteter.
Ideen er grundlæggende, at plejecentret via varierede og brudte ganglinjer med opholdsmuligheder, en fælles café og spisesal, decentrale opholds- og spisestuer, små torvedannelser og intime gårdrum bliver et trygt, varieret byggeri i en menneskelig skala –som billedet på en by.
Hver af de fire boenheder har et ”fælleshus”, for de 12 boliger. Fælleshusene i boenhederne rummer dagligstue og spisestue og udgør rammerne for klyngefællesskaber. Fælles for de fire ”fælleshuse” i boligklyngerne er, at de alle orienterer sig mod lukkede gårdhaver, der tilbyder overskuelighed og trygge rammer for ophold, bevægelse og sanseoplevelser. Gårdhaverne i forbindelse med boenhederne er små og overskuelige lukkede og sikrer, at plejecentrets beboere har adgang til udearealer, der ikke kan lede dem væk fra plejecentret.
Det store fællesskab har plads i service- og aktivitetscentret. Her er der plads til café og spisesal, multirum og træningsrum som både kan benyttes af plejecentrets beboere og pårørende og af områdets beboere. Samtlige boliger har private terrasser, der vender mod landskabet eller det store gårdrum, og ingen boliger der er orienteret mod de små lukkede gårdhaver. Desuden er bebyggelsesstrukturen planlagt sådan, at boenhederne og de tilhørende fællesrum ikke bliver generet af uhensigtsmæssig og forstyrrende gennemgangstrafik.
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik