Udvidelsen af Rude Strand Højskole skaber nye og tidssvarende rammer med plads til aktivitetssal, flere kursistboliger og en ny forstanderbolig, alt sammen placeret i det flotte kystlandskab med panoramaudsigt over Aarhus Bugt.
Den nye sal er skåret ind i skrænten som en robust base i beton og glas, der åbner sig mod bugten med store vinduespartier, som trækker naturen helt ind i rummet. Akustisk dæmpende gardiner og naturlige materialer skaber et venligt og uformelt rum til både foredrag, koncerter og hverdagsaktiviteter.
Ovenpå danner en taghave med lav beplantning en grøn kant omkring opholdsareal, adgangssti og ovenlys til salen.
I stueplan er der syv nye kursistboliger, der er kompakte, lyse og samlet omkring et fællesrum. Forstanderboligen på 1.sal er udført med trælofter, varme materialer og direkte adgang til en altan, der ligesom resten af boligen nyder godt af udsigten over naturen og vandet.
Facader i røde beklædningstegl binder det nye byggeri sammen med den øvrige højskoles bygninger, mens udvalgte facadeelementer i træ forankrer huset til kystens farver.
® 2018 gpp arkitekter a/s | Persondatapolitik