en-icon.png
uk-flag-bw.png
First image:
20-2492 Harlev-Exterior
Navn:

Harlev idræts- og kulturcenter

Beskrivelse:

Det nye byggeri til Harlev Idræts- & Kulturcenter skal være et sted, hvor både foreninger, klubber, familier, ældre, børn og unge i byen kan få mulighed for at dyrke idræt og udfolde kulturelle og sociale aktiviteter lokalt i dag- og aftentimerne – Både inde og ude.  I tæt forbindelse til Næshøjskolen og eksisterende hal og svømmehal opføres en ny multihal, fitnesslokale med tilstødende lille sal, foyer, café og produktionskøkken.


En af intentionerne med det nye byggeri er at skabe en markant facade ud mod Næshøjvej – en side der i dag fremstår som en bagside på hele bygningskomplekset. Med sin flotte facade og hovedindgang som markerer sig mod syd, vil det nye byggeri skabe en mere imødekommende ankomst og være inviterende for nysgerrige forbipasserende.


Den nye tilbygning fremtræder i et moderne arkitektonisk udtryk med klare enkle træk. Facaden består af en ”tung base” i beton og en let øvre del der omsluttes af en transparent facadeskærm af strækmetal, som underinddeles af lodrette profiler. De forskellige overflader og materialetyper, skaber et varieret facadeudtryk, der har en flot og forfinet detaljering.  Således vil det nye byggeri igennem form og materialer forstærke opmærksomheden på stedet, og selvom det står i arkitektonisk kontrast til den eksisterende hal og svømmehal, der begge fremstår som to helt lukkede voluminer, fungerer det som et sammenbindende element, der formmæssigt refererer til den nyere biblioteksbygning, der også ligger i komplekset.


Indvendigt er rummene kendetegnet ved lyse og varme materialer i kombination med rå betonvægge, der er et gennemgående materiale inde og ude. Der er desuden brugt træ i interiøret, som ses i form af både vægbeklædning af depotrum, trælamelloft i caféen og i udformningen af motoriklandskabet. Multihallen indrettes med plads til diverse sportsgrene - badminton, basketball, volley, håndbold og minihåndbold. Desuden er der to aktivitetszoner bl.a. i form af en ’klatre-reol’ med rutsjebane samt en klatrevæg.


Ankomst til idræts-og kulturcentret sker via en stor parkeringsplads, som ifm. projektet skal redesignes og indrettes på ny. Fremover vil pladsen fremstå som en aktivitetsflade, hvor termoplast i flere farver og striber tegner bl.a. en basketbane og en snoet forbindelse som en form for træningsbane rundt på en del af området. 

  1. Bygherre:
    S/I Harlev Idræts- og kulturcenter
  2. Samarbejdspartnere:
    LPH Byg A/S, LB Consult Rådgivende Ingeniører A/S
  3. Adresse:
    Gammel Stillingvej, Aarhus
  4. Byggesum:
    18 mio
  5. Areal:
    1.709 m2
  6. År:
    2020
  7. Ydelser:
    Arkitektrådgivning i totalentreprise

® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.