en-icon.png
uk-flag-bw.png
First image:
21-2580-HER_12
Overskrift:

Herningsholmskolen indviet

Tekst:

Onsdag i sidste uge blev den nye Herningsholmskole indviet – ved et utrolig fint og rørende arrangement, som markerede begyndelsen på et helt nyt kapitel for skolens elever, medarbejdere og borgere i lokalområdet.


Den nye Herningsholmskole er skabt med udgangspunkt i tre centrale begreber: Læring, Trivsel og Fællesskab. Ambitionen har fra starten været at skabe mere end en skole. Et levende og mangfoldigt sted, der både danner ramme om elevernes hverdag og kan blive et naturligt samlingspunkt for hele området – med plads til blandt andet teater, koncerter, foredrag, fritidsaktiviteter, fællesspisning og sport.


Midt i skolen ligger Torvet – skolens centrale hjerterum og en indendørs fortolkning af den klassiske skolegård. Her mødes skolens forskellige afdelinger, fagområder og fællesfunktioner, og der skabes både visuel og fysisk kontakt på tværs af huset. Rundt om Torvet ligger blandt andet kreative fagmiljøer, multisal og fællesområder, mens læringstrapper, værksteder, nicher og uderum giver mulighed for mange forskellige måder at lære, mødes og opholde sig på.


Arkitektonisk er skolen disponeret som en kompakt bygning i tre etager, opdelt i mindre bygningsvolumener, der giver huset en mere menneskelig skala og skaber varierede overgange mellem ude og inde. Skolen rummer 2 spor, SFO, specialtilbud fra 0.-9. klasse, idrætsfaciliteter samt uderum til læring, ophold og leg.


Vi har hos GPP Arkitekter haft fornøjelsen af også at stå for inventarprojektet til skolens mange rum, og det er en særlig tilfredsstillelse når vi får lov at føre projektet helt til dørs. Med de nye rammer er resultatet blevet netop det, vi sammen satte os for at skabe: en Fællesskabets Skole – et sted for læring, bevægelse, nysgerrighed og møder på tværs af alder og baggrund.


Tusind tak til Herning Kommune, Herningsholmskolens brugere, C.C. Contractor, AFRY og byMUNCH for et rigtig godt og konstruktivt samarbejde gennem hele projektet. Det har været en fornøjelse at være med til at føre visionerne ud i livet.

Og vigtigst af alt: Tillykke til elever og medarbejdere med jeres nye skole!

® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.