en-icon.png
uk-flag-bw.png
First image:
Nivå_exterior__presse
Overskrift:

Generationernes Hus i Nivå vundet

Tekst:

GPP Arkitekter skal sammen med totalrådgiver C. F. Møller Architects, NERD architects og AFRY tegne Generationernes Hus i Nivå, Danmark

Kommunens store investering i Fremtidens Bymidte i Nivå med blandt andet en helt ny skole skal tegnes af et team bestående af C.F. Møller Architects (totalrådgiver), GPP Arkitekter, NERD architects og AFRY.


De kommende år investerer Fredensborg Kommune op mod ½ mia. kr. i realiseringen af visionen for Fremtidens Bymidte i Nivå. Det er et uhyre komplekst projekt, som kræver stor faglig ekspertise at gennemføre. Den ekspertise har C.F. Møller Architects, der efter udbud har vundet opgaven som totalrådgiver på Generationernes Hus sammen med GPP Arkitekter, NERD Architects og AFRY.


”Det er vigtigt for byrådet, at den nye bymidte realiseres, så det opfylder så mange af borgernes ønsker som muligt. Og så skal ønskerne integreres i en spændende arkitektonisk ramme med maksimal bæredygtighed. Vi skal have en Nivå bymidte, der både ses som et stort aktiv for borgerne i Nivå, men som også tiltrækker folk udefra. På den baggrund har vi valgt C.F. Møller Architects, som har stor erfaring med tilsvarende komplekse byggeprojekter både i Danmark og Internationalt og som samtidig kan sikre en markant arkitektur”, siger borgmester Thomas Lykke Pedersen.


”Det er med stolthed og stor glæde, at vi modtager den spændende og vigtige opgave med at udvikle ”Generationernes Hus”. Det er en vaskeægte drømmeopgave, hvor alle vores dygtige team-kompetencer kommer i spil. Her får vi mulighed for at bidrage med sammenhængende arkitektoniske løsninger på det by-strategiske, det læringsfunktionelle, det bæredygtige og det tryghedsskabende i det nye område. Det vil samlet set give Nivå en ny bymæssig kerne og arkitektonisk identitet. ”, siger Lone Wiggers, arkitekt og partner hos C.F. Møller Architects.


Generationernes Hus har et budget på 470 mio. kr. og omfatter en ny skole med idrætshal og SFO, en svømmehal, et plejecenter og renovering og udvidelse af bibliotek/kulturhus. Bygningerne forventes at stå færdige i midten af 2025 og svømmehallen i 2026.


Om Generationernes Hus i Nivå
Generationernes Hus udfordrer de institutionelle rammer for skolebyggerier ved at integrere øvrige offentlige funktioner for alle byens borgere, og ved at stå som urbane markører for Nivås bymidte, der giver en ny central identitet til bydelen. Ved at samle centrale, offentlige funktioner i Generationernes Hus, bliver der skabt liv og møder mellem alle byens generationer fra morgen til aften.


Forankret i by og landskab

Skolens læringsområder består af lige dele bygning og landskab med udendørs arealer, der understøtter leg, bevægelse, naturfag og madlavning, som alle er faciliteter, der er åbne for byens øvrige borgere. For at sikre liv på alle sider af Generationernes Hus er bygningerne uden for- og bagside, og med indgange fra alle sider. Bygningerne ligger som en klynge med en åben struktur af torve, pladser og stier, der forbinder alle funktionerne, og åbner i retningen af både byen og den uspolerede natur, som ligger tæt på Nivås bymidte hvor Generationernes Hus er placeret.


For at forankre Generationernes Hus i Nivå bliver det dels opført i tegl, som både skaber en sammenhæng med byens eksisterende bygninger og med de nedlagte teglværker, der kendetegner byens historie. For at skabe variation og blødhed til teglbyggeriet bliver træ anvendt i overgange mellem uderum og husene, sammen med glaspartier i stueetager, der styrker oplevelsen af tryghed, når man passerer bygningerne.


Bedste forslag ud af tre

Ud af i alt 16 teams, der søgte om at blive prækvalificeret til opgaven, blev tre udvalgt til at afgive bud på løsningen. De tre udvalgte hold:


· C.F. Møller Danmark, med GPP Arkitekter, NERD Architects og AFRY (Vinder)


· Rambøll Danmark, med JJW Arkitekter, COBE, samt Læringsekspert Malou Juelskjær og Lotte Hviid Dhyrbye, 

  Tænketanken Fremtidens Biblioteker, som konsulenter


· Tegnestuen Vandkunsten, med DOMINIA Rådgivende ingeniører, RUM og Kragh & Berglund




® 2018 gpp arkitekter a/s    |    Persondatapolitik

Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Vil du vide mere om vores cookies, og hvordan du sletter dem, klik her.